Lørdag d. 2 september startede tidligt for
mig, da jeg faktisk ikke fik sovet hele natten; men det vender jeg tilbage til.

Vibbe, Merete, Svendsen, Skipper, Berta,
Bastian og jeg startede hjemmefra kl 6 og satte kursen mod Stolpe i Tyskland.
En tur på 2,5 timer ventede forud, og vi var så spændte på, hvad dagen vil
bringe til os. Vi er alle 3 familier medlem at DTK Gruppe Probsteierhagen og
var blevet inviteret til at deltage i en prøvedag. Vi ville desuden få mulighed
for at få skudprøve, som er adgang tegn til de tyske brugsprøver.

Turen derned gik fint – humøret var højt
og spændingen på bristepunktet. Vi kom i god tid og alle 3 hunde fik lige hilst
på hinanden på en gåtur. Det vrimlede med hunde og deres ejere og i Tyskland er
man jo et venligt folkefærd, så der blev givet hånd og hils på fra alle sider.
Kl 9 blev vi samlet i Günters “gute Stube” og blev budt velkommen. Vi
blev præsenteret som de danske medlemmer og så blev der sagt, at da vi havde
andre planer over middag, ville dommerne som det første lave skudtest med vores
hunde. Vi, dommerne og flere af de andre hundeførere gik over på en mark og der
blev affyret to skud imens hundene var i snor. Dernæst skulle Bastian som den
første kobles af og han løb væk fra mig. Dommeren gav tegn til skytten, som
igen affyrede 2 skud og Bastian reagerede overhovedet ikke på det, så prøven
var bestået. Det gik fuldstændig ligesådan med både Skipper og Berta. Dernæst
gik vi ind igen og vi fik et diplom på bestået skudtest, og en medalje. Der
blev taget billeder og klappet lystigt. Vi 4 havde bare det største smil på og
var så stolte af vores hunde.

Så gik den øvrige prøve i gang. Vi havde
fået nogle retningslinjer tilsendt og var lidt forberedte, men vi tog masser af
billeder, video og skrev mange notater. Måske kunne vi bruge denne lærdom til
træningen i Danmark og vi var ikke i tvivl om at vi selv ville forsøge at tage
disse prøver en anden gang. Stemningen var så positivt og afslappet. Alle gik
op i det, hjalp hinanden og var glade på hinandens vegne. Det var så dejligt at
opleve.

Omkring frokosttid fik vi en oste/pølsemad
og vi gjorde klar til at køre videre. Der var nemlig på forhånd blevet aftalt
tyskerne imellem, at vi skulle køre ca. 65 km vestpå, hvor der ville stå nogle
andre tyske hundefolk, som ville hjælpe os med at træne Spurlaut. Og det var
lige netop grunden til at jeg ikke fik sovet hele natten. Hundene skulle nemlig
slippes på nogle kæmpe marker, hvor der var harer som ville springe for dem.
Bastian er ofte blevet sluppet på fodboldbaner og lignende, men aldrig på fod
af frisk fært. Så jeg anede ikke om jeg ville kunne få ham til at komme
tilbage. Uh, jeg var nervøs, men samtidigt meget spændt på, hvordan det ville
gå. Margit, som er brugsprøvedommer i DTK tog i mod os og vi kørte væk fra
landevejen og ud på de store marker. Her stillede vi os på en række og gik med
nu 5 hunde frem. Der gik ikke lang tid før den første hare sprang og Bastian
blev sat på. Nu var der først kaos i mit hoved, men jeg slap ham og han fulgte
sporet. Der spang en hare mere og lidt senere igen en og Bastian var noget
forvirret over, hvad han skulle og sprang lidt fra det ene spor til det andet.
Jeg skulle kalde ham ind – og prinsen kom. Satte sig godt nok ca. 10 meter fra
mig – som om han tænkte om det nu var det klogeste at gå tilbage – men han kom.
Han fik snor på og blev rost til skyerne. Han gjorde det faktisk rigtigt godt,
når man tager i betragtning at det var første gang at han gik på frisk fært,
men han gøede ikke, som han skal til testen. Han fik flere forsøg og viste ved
dem alle at han er meget spornøje og god til at holde sporet, men gøede et par
gange – dog ikke nok. Berta blev sluppet første gang og fik ikke rigtigt taget
færten op, men anden gang hun prøvede, lykkes det til fulde. Hun fulgte sporet
med fuld hals – var næsten ved at løbe haren op – og løb helt vildt langt. Det
var så flot af hende. Skipper var lidt svær at få i gang, men også han fik hals
på og fik en god oplevelse. Bastian havde fået mange forsøg og var så træt til
sidst, at der ingen grund var til at fortsætte. Så alle blev puttet i bilen og
kunne hvile sig. Vi andre fik kaffe med hjemmebag og munden stod slet ikke
stille på nogle af os – det havde været en fantastisk oplevelse. For mig står
billedet af Bastians udtryk efter den første tur fri på frisk fært, som noget
helt særligt. Han så så meget anderledes ud – han havde bare fået en på
opleveren.

Turen hjem var lang, men hvad gør det når
man er i godt selskab med mennesker der bare var så glade og godt tilpas. Og
bedst er det, at der allerede er arrangeret en ny træningsdag, hvor vi igen
skal træne spurlaut.

Se evt. billeder og beretning på:
http://www.teckelklub-probstei.de/bilder-berichte-2017.html